Grundstensnedsættelse: Hellebæk Klædefabriks nye boliger med fællesskab i første række tager næste skridt
DENMARK: Byggeriet af Hellebæk Klædefabriks 32 nye boliger er officielt gået i gang, og det blev markeret den 24. juni 2022 ved, at grundstenen blev lagt af borgmester Benedikte Kiær og Head of Real Estate Investments Solveig Rannje i Velliv.
Hellebæk Klædefabrik vil med sin eftertragtede beliggenhed efter ombygningen fremstå som et moderne fællesskab, hvor man kan mødes for at bo og arbejde med første parket til havet og den omkringliggende natur.
Grundstensnedsættelsen og udviklingen af de 32 nye moderne boliger markerer anden del af fornyelsen af den historiske og bevaringsværdige ejendom Hellebæk Klædefabrik nær Helsingør. Senest er den ene fløj på 900 m2 blevet totalrenoveret til nye kontorlokaler i 2021, og næsten alle kontorlejemål er udlejet.
Næsten 100 samarbejdspartnere, naboer, lokalforeninger, kontorlejere og andre interesserede borgere var mødt op for at fejre grundstensnedlæggelse for Hellebæk Klædefabriks nye boliger. Benedikte Kiær, Borgmester i Helsingør Kommune, og Solveig Rannje, Head of Real Estate Investments i Velliv, havde ordet, hvorefter de lagde grundstenen.
Kasper Ørsnes Larsen, Senior Development Manager i DEAS Asset Management, Solveig Rannje, Head of Real Estate Investments, Velliv og Benedikte Kiær, Borgemester, Helsingør
Der blev nedsat en tidskapsel med et møntsæt, dagens udgave af Helsingør Dagblad, tegninger, lokalplan, et stykke stof produceret på Klædefabrikken samt et underskrevet grunddokument.
Over 200 personer har allerede skrevet sig op som interesserede til ejerboligerne, der står klar i forår og sensommer 2023. EDC, Helsingør varetager salget af boligerne og håndterer VIP-listen over interesserede, der bliver de første, der får mulighed for at købe boligerne.
Bæredygtig forsyning
De bæredygtige ambitioner for Hellebæk Klædefabrik har fra begyndelsen været høje for ejerne Velliv og Pension Danmark.
Boligerne sætter en høj standard for bæredygtighed. Der er tænkt i klimavenlige materialer, og så bliver boligerne DGNB-certificeret til minimum Guld med ambition om Platin. Samtidig reducerer vi brugen af naturgas til cirka 10 procent og reducerer dermed CO2-aftrykket årligt med ca. 200 ton CO2-ækvivalenter alene til opvarmning. Det svarer til ca. 450 flyture Paris tur/retur,
siger Marius Møller, direktør, PensionDanmark.
Førhen bestod 100% af energiforsyningen til Hellebæk Klædefabrik af naturgas. Når transformationen er gennemført i 2023, reduceres brugen af naturgas til ca. 10%, og dermed består ca. 90% af den fremtidige energiforsyning af bæredygtig jordvarme og varmepumper.
Grobund for øget livskvalitet og nye fællesskaber
Projektet er udarbejdet i godt samarbejde med Helsingør Kommune, som har stort fokus på bæredygtighed, ikke mindst i hensyn til at sikre social trivsel, som også er et vigtigt parameter for ejerne af Hellebæk Klædefabrik.
Projektet bidrager til flere muligheder og øget livskvalitet. Kort sagt mere ud af livet til beboere, naboer, foreninger i området og Vellivs pensionskunder. Det har været vigtigt for os at skabe attraktive klimavenlige boliger, og det er vores ambition, at Klædefabrikken også gennem samskabelse af ny vinterbadebro og nye forsamlingslokaler kan skabe rammerne for øget livskvalitet og fællesskab gennem møder på tværs,
siger Solveig Rannje.
Solveig Rannje, Head of Real Estate Investments, Velliv
Byggeriet bliver certificeret med DGNB Hjerte, som fremmer sundhed og velvære med mennesket i centrum.
Samarbejde løfter Hellebæk Klædefabrik
Forvandlingen af Hellebæk Klædefabrik til boliger, åbne kontorer, grønne uderum og fællesskaber startede i 2020 og forventes afsluttet i 2023.
Hellebæk Klædefabrik er et visionært projekt, der handler om at skabe fællesskaber og gøre en positiv forskel for beboere, brugere og lokalsamfund. Det er blevet til i et unikt samarbejde med en lang række dygtige samarbejdspartnere, som bidrager med hver deres ekspertise og ambitioner,
siger Kasper Ørsnes Larsen, Senior Development Manager i DEAS Asset Management, der står bag projektet.
Benedikte Kiær, Borgmester, Helsingør
Kort om projektets partnere
Hellebæk Klædefabrik er ejet af Velliv og PensionDanmark. DEAS Asset Management fungerer som udvikler og aktiv bygherre på projektet samt står for administration og drift.
WERK Arkitekter har udviklet visioner og lokalplan sammen med virksomheden Andel og BM arkitekter. WERK arkitekter, ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S og Aaen Engineering har projekteret byggeriet, og bgb a.s. har været samarbejdspartner siden opstart af lokalplan og udfører byggeriet i totalentreprise. Engel & Völkers, Helsingør varetager erhvervsudlejningen, og EDC, Helsingør varetager salget af boligerne.
Læs mere på www.hellebæk-klædefabrik.dk
Published 27. June 2022