To stærke ejendomsprofiler slutter sig til DEAS Asset Management: Anette Grotum er ny Head of Asset Management, og Nick Winther er ny Investment Manager
Anette Grotum er ansat som Head of Asset Management i DEAS Asset Management Danmark. Hun tiltræder den 1. januar 2022 og får ansvaret for teamet af asset og investment managers, der driver langsigtet værdiskabelse og optimerer afkast for investorernes ejendomsporteføljer.
Anette Grotum
Anette Grotum kommer fra en stilling som Senior Director i Capital Markets hos CBRE Denmark og er uddannet ejendomsmægler, valuar og MRICS. Inden da var hun partner i Sehested Group A/S og har tidligere bl.a. været Investment Director i det børsnoterede Victoria Properties.
Samtidig tiltræder Nick Winther som Investment Manager også i DEAS Asset Management Danmark ligeledes per 1. januar 2022. Han kommer fra en stilling som Fund Manager i Roof Management og har en baggrund som advokat, bl.a i Solstra Capital Partners A/S og Accura Advokatpartnerselskab.
Nick Winther
Som Investment Manager får Nick Winther det overordnede ansvar for en af DEAS Asset Managements største investorer i forhold til at implementere deres ejendomsstrategier samt porteføljeoptimering.
Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til både Anette og Nick, der begge har en dyb og omfattende viden om ejendomsmarkedet. De kommer med en bred erfaring fra ejendomsbranchen inden for både forvaltning, udvikling samt køb og salg af ejendomme. Sammen skal vi styrke værditilbuddet til vores nuværende og kommende investorer,
siger Mette Seifert, CIO i DEAS Gruppen.
DEAS Gruppen, der består af DEAS A/S og DEAS Asset Management A/S, har de senere år gennemgået en transformation fra at være et dansk ejendomsforvaltningsselskab til at være en nordisk full-service samarbejdspartner for ejendomsinvestorer. I august 2021 tog DEAS Gruppen endnu et vigtigt skridt på rejsen med ansættelsen af Mette Seifert som ny CIO (Chief Investment Officer) for DEAS Gruppen.
Published 17. December 2021