Udviklingen af Hellebæk Klædefabrik tager næste skridt: Lokalplan er godkendt, og 32 kvalitetsboliger klar til salg
Lokalplanen for 32 bæredygtige, kvalitetsboliger i Hellebæk Klædefabrik ved Helsingør er netop blevet godkendt af kommunen. Boligprojektet på samlet 4.200 m2 har fokus på fællesskab i første række.
Forvandlingen af det historiske Hellebæk Klædefabrik fortsætter. Senest er den ene fløj på 900 m2 blevet totalrenoveret til nye kontorlokaler, og med lokalplanen for 32 boliger godkendt fortsætter udviklingen.
Projektet er ejet af Velliv og PensionDanmark, og der er i forvejen etableret 7.750 m2 kontorer til udlejning.
Det er en fornøjelse, at vi nu kan tage næste skridt i projektet. Vi har haft en god proces, hvor fabrikkens naboer har bidraget til udviklingen af visionen og helhedsplanen for fornyelsen af Hellebæk Klædefabrik. Målet er at skabe et lokalt og levende fællesskab for virksomheder og boliger og gode rammer for, hvordan arbejdsliv og fritidsliv kan hænge sammen
siger Solveig Rannje, Head of Real Estate Investment i Velliv.
Klædefabrikken er smukt placeret ned til vandet og med skoven i baghaven, og projektet forventes DGNB bæredygtighedscertificeret.
Projektet er udarbejdet i godt samarbejde med Helsingør Kommune, som har stort fokus på bæredygtighed, så Hellebæk Klædefabrik opføres til DGNB Guld med en ambition om Platin. Herudover bliver byggeriet certificeret med DGNB Hjerte, som fremmer sundhed og velvære med mennesket i centrum. Der anvendes kun sunde og naturlige materialer og løsninger, der sikrer det bedste indeklima
siger Marius Møller, direktør i PensionDanmark.
Forventer stor efterspørgsel
Hellebæk Klædefabrik får et samlet boligareal på 4.200 m2, og senest er den nordliggende fløj blevet totalrenoveret, så den gamle fabrik i dag indeholder moderne kontorlokaler til udlejning.
De seneste 10 år har vi set en stor urbanisering i de større byer, men med Hellebæk Klædefabrik trækker vi i en anden retning. Her er der luft og vidder, så vi tilbyder noget andet end fx de nyere boligområder i København. Vi vil gerne skabe mere liv og tale til de mennesker, der søger et fællesskab både ift. deres hjem og arbejdsplads
siger Kasper Ørsnes Larsen, Senior Development Manager i DEAS Asset Management, der står bag projektet.
Boligerne forventes at stå indflytningsklar medio 2023 og skal sælges i samarbejde med Poul Erik Bech.
Selve boligprojektet består af 5 bygninger velbeliggende mellem strand og skov, og boligerne er lejligheder og rækkehuse, som sælges separat. Boligerne varierer i størrelsen 64-218 m2 med 2-, 3-, 4- og 5-værelser. Målgruppen er familier samt seniorer, der ikke ønsker et stort parcelhus med have, men i stedet mindre vedligehold og havearbejde og oplagte muligheder for fællesskab med naboerne i delte faciliteter.
Der etableres bl.a. mindre træningsrum med sauna og omklædning med bad og toilet samt et værksted til fx kajakker eller cykler. I et kombineret orangeri og forsamlingshus vil beboerne kunne lave mad, holde sociale og professionelle arrangementer i grønne omgivelser.
Læs mere på www.hellebæk-klædefabrik.dk
Published 29. March 2022